Udførsel
De følgende afsnit beskriver, hvordan vi vil sikre, at turens plan kan efterleves.
Gennemgang af sejladsplanlægningen
Inden afrejse gennemgår og kontrollerer skibsfører og styrmand:
- At søkort (elektroniske og på papir) er opdaterede og ajourførte
- Aktuelle efterretninger for søfarende
- Nyeste farvandsudsigter, vejrudsigter, strøm- og bølgeudsigter
- Søkort og den indtegnede rute
- Planlægningsskemaet, waypoints og kursberegninger
- Særlige opmærksomhedspunkter på ruten
- De identificerede muligheder for navigationskontrol eller kontrol af navigationsudstyr
Briefing inden afrejse til besætning
Inden afrejse briefer skibsføreren besætningen om:
- Den planlagte rute, og hvordan vind og strøm skønnes at påvirke turen
- Steder hvor der er større end normalt behov for udkig
- Vagtplanen
- Skibets sikkerhedsinstruks og andre beredskabsforberedelser
- Håndtering af affald — almindeligt og fra toilet
Instruks for skibsdagbog
Loggen noteres hver time.
Tidspunktet for kursændringer og for passage af waypoints noteres.
Observationer, bestik og stedlinjer indføres i papirsøkort med angivelse af tidspunkt og logvisning (klok og log).
Instruks for vagtskifte af ansvarshavende navigatør
Hvis en større navigationsændring er nært forestående, skal vagtskiftet udskydes, til denne har fundet sted.
Afløst navigatør bliver på vagt, til den afløsende navigatør er briefet.
Skibslogbogen gennemgås og opdateres med vejrforhold og barometertendensen.
Fyr og sømærker i sigte udpeges.
Kurs, distance og ETA til næste waypoint gennemgås.
Hvis det er mørkt, må den afløste navigatør blive på vagt, til den afløsende navigatør har opnået nattesyn.
Føre bestik vha. strømkonstruktionerne
Når vi fører bestik i søkortet, er det nyttigt at benytte strømkonstruktionerne, særligt 1. strømtrekant.
| Strømtrekant | Find | Forudsætter | Anvendelse |
|---|---|---|---|
| 1. | Beholden kurs · Beholden fart | Sejlet kurs (kompas) · Sejlet fart (log) · Strømmens sætning · Strømmens fart | Bestik |
| 2. | Sejlet kurs · Beholden fart | Beholden kurs (søkort) · Sejlet fart (log) · Strømmens sætning · Strømmens fart | Kursberegning |
| 3. | Strømmens sætning · Strømmens fart | Sejlet kurs · Sejlet fart · Beholden kurs · Beholden fart | Kontrol af strøm |
Håndtering af situationer, der ikke er planlagte
Det er usandsynligt, at sejladsen kan forløbe fuldstændigt som planlagt. Afvigelser fra planen i overensstemmelse med godt sømandskab er både forventelige og kan være nødvendige for sikker sejlads.
Hvis der er tvivl om, hvordan planen bedst overholdes eller justeres, skal skibsføreren konsulteres. Skibsføreren skal under alle omstændigheder orienteres i tilfælde af:
- Dårlig sigt
- At land, fyr eller sømærker ikke kommer i sigte på forventet tidspunkt
- At land, fyr eller sømærker kommer uventet i sigte
- Svigtende navigationsudstyr